Da Jeppe Aakjær i 1897 skrev og udgav bogen: ”Missionens og dens Høvding” var det et opgør med Indre Mission. Og Jeppe skriver i sine erindringer: ”I Efteraaret 1889 gik jeg paa Session og blev taget til Infanterist. Først i Maj Aaret efter skulde jeg stille paa Sølvgadens Kaserne i Kjøbenhavn. I Ventetiden lod jeg mig hyre af Afholdsfolkene som Foredragsholder for fem Kroner for en Aften.” Så i det godt og vel halve år var Jeppe agitator for afholdssagen. Ved romanen ”Vredens Børn” i 1904 var Jeppe kommet på kant med hele gårdmandsstanden. Gårdmændene påstod, at de kun behandlede tyendet som loven tillod, og at Jeppe ikke anede noget om forholdene. Som sagt afstedkom bogen over 1.000 avisartikler imod bogen. Regeringen nedsatte en tyendekommission, hvilket gav til følge at Tyendeloven i 1921 blev ophævet!

Ved markfesten for sine forældre i 1908 havde Jeppe i sin tale udtalt: ”Det skal være en af mine opgaver – jeg, den bondefødte – at prædike had og mistro til den stand, der havde mine forældres skæbne i deres hånd og gjorde den så hård. Den danske godsejerstand har hærget dansk jord som en ulveflok, så langt vor historie når. 

Efter at Det Danske Hedeselskab med Enrico Dalgas i spidsen var stiftet i 1866, og var begyndt sin virksomhed med at genopdyrke heden efter mottoet: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”, og derefter bl.a. begyndte at tilplante heden, gik Jeppe Aakjær som voksen imod Hedeselskabets princip, også med henvisning til, at de bønder, der fik lov til at opdyrke heden, forblev fattige, da det var mager jord, der kom ud af at opdyrke heden. I artikler og taler tordnede Jeppe imod Hedeselskabet.

Med hensyn til valget af talere til Jenle-festerne, sørgede Jeppe også tit for, at talerne var af samme indstilling, som Jeppe selv med hensyn til de små og fattiges vilkår. Jenle-festens taler blev da også flittigt citeret i landets førende aviser, og ét år kunne man i Skive Avis, læse overskriften: ”Sociale hyl fra Jenles talestol”, hvor der havde været en tale imod husmændenes vilkår i samfundet.

Jeppes råd til husmændene i sine taler var da også tit under mottoet: ”Rot jer sammen imod overmagten!”. Jeppe skrev da også i 1907 digtet: ”Råbet stiger i Morg’nens skær”, der har omkvædet: ”Kommer I snart i Husmænd!”

7. strofe lyder således:

Staa ej bundne, jer Bødler bi!

– kommer I snart –

grib jer Spade og hug jer fri!

I er tusind, hvor de er ti!

– kommer I snart, I Husmænd!

Når man i dag spørger, hvorfor vi stadig synger Jeppe Aakjærs sange, må dette skyldes, at den måde Jeppe skriver på og omtaler bl.a. naturen på, gør at man i sit hoved danner billeder, som man genkender. Samtidig stod komponisterne praktisk talt i kø for at skrive melodier til Jeppes digte. Komponisterne roser Jeppe for den fasthed han havde i sine vers, som gjorde dem sangbare.

Jeppe skriver i sine erindringer om, hvorfra han havde poesiens bevidsthed fra? Og giver selv svaret: Fra hans mor, som han var tæt knyttet til! Jeppe fortæller, at ved pinse-tid tog hans mor Jeppe og hans søskende med ud i naturen, når alt blomstrede og duftede, hvor han fik forklaret. Her følte Jeppe at han som den lille tumling, han var, inddrak ubevidst poesiens nektar, hvoraf han senere som voksen formede sine sange. “Det er sikkert disse paradisiske enge, disse endeløse flader af den mest uberørte naturskønhed, der sammen med vældkilder og dybe inderlighed 0g følsomhed i min mors bryst har gjort mig til den digter, jeg er!”

Også i det hele taget barndommen ved Karup Å har haft stor indflydelse på Jeppes lyrik. Jeppe skriver i sin erindringsbog ”Fra min Bitte Tid”: ”Der er en intim forbindelse mellem min digtning og Karup Å, ja, det er tvivlsomt, at jeg var blevet den digter jeg er – hvis ikke jeg var født på denne ås bredder. I hvert fald er det mig bevidst, at de dybe glæder, jeg har haft, har jeg oplevet ved denne å og dens enge!”. Også skildringen af livet i Jeppes barndomshjem, som f.eks. i digtet ”Jeg er født på Jyllands Sletter” og ”Nu er det længe siden” refererer til livet i Jeppes barndomshjem.