Nannas Jenle
Nanna Aakjær stødte, via de skoler hun gik på, ind i den engelske arts and crafts-bevægelse, hvis tankegods spredtes som ringe i vandet i 1880’erne og 1890’erne.
At Nanna tog arts and crafts-bevægelsen med til Jenle, er de mange eksemplarer af bevægelsens tidsskrift The Studio i hendes vinterværksted i kunstnerhjemmet bevis på. Som vidnesbyrd om hyppig brug ligger mellem tidskrifternes sider tegneskitser og brochurer fra forskellige kunstudstillinger, og bladrer man dem igennem, kan man tydelig se, at Nanna i sin indretning af Jenle har været dybt inspireret af tidskriftet og herigennem også arts and crafts-bevægelsens stil og tankegods. I hendes udskæringer i husets interiør og eksteriør vendte hun gang på gang tilbage til mønstre som er afbilledet i The Studio. Motiverne er, som hos arts and crafts-bevægelsen og dens danske pendant skønvirke-bevægelsen, domineret af fortiden og naturen – med en forkærlighed for det for nordiske, det agrare og blomster.
Jenle blev for Nanna et totalkunstværk bestandig i bevægelse via de forandringer og fornyelser som med tiden kom til, og hvor alle detaljer i eksteriør og interiør måtte designes og udføres, så de tilsammen udgjorde et gennemgribende kunstnerisk totalkoncept. I udarbejdningen af kunstnerhjemmet afslørede hun også sig selv som totalkunsthåndværker, der frit kunne bevæge sig mellem forskellige former for kunsthåndværk – Nanna var blandt andet både billedskærer, modellør, designer, keramiker, smed, syerske og brodøse.







